Historie
Herodot: Slaget ved Thermopylæ
Herodots 7. bog, kapitel 1, 4-5, 8-11
Perserhoffets reaktion på nederlaget ved Marathon
Introduktion
Kong Dareios er enevældig hersker i Perserriget i årene 521-486 f.v.t. Rigets størrelse kræver konstant opmærksomhed ved grænserne, og det er særligt Ægypten mod syd og de græske kolonier i Jonien mod vest, der volder Dareios problemer. Jonerne – støttet af Athen – gør oprør i 499, og i den forbindelse lykkedes det grækerne at nå ind til Perserrigets hovedstad Sardes, som de plyndrer og nedbrænder. Derfor er Dareios meget opsat på at få hævn over dem. Han nedkæmper det joniske oprør og indleder en kampagne, der kulminerer i 490, hvor perserne stoppes ved Marathon-sletten, der ligger 42 kilometer fra Athen. Her yder grækerne voldsom modstand, og perserne får ikke hævn.
Perserhoffets reaktion
Herodot indleder sin 7. bog med perserhoffets reaktion på nederlaget ved Marathon. Han fortæller om, hvordan Kong Dareios mobiliserer hele Asien mod Grækerne: ”Disse ordrer hensatte Asien i en tilstand af feberagtig aktivitet i de næste tre år, medens de tapreste mænd blev udskrevet og forberedte sig til kampen mod Hellas” (7. bog, kap. 1). Kong Dareios får problemer i 486 f.v.t., da ægypterne rejser sig til oprør, og han beslutter sig for at føre krig mod begge fjender samtidigt. Han udnævner derfor sin søn Xerxes til efterfølger, men Dareios dør under forberedelserne i 486. Xerxes, der ikke har samme følelsesladede forhold til grækerne, vælger at rette sin fulde opmærksomhed mod Ægypten.
Xerxes' ældre fætter Mardonios er nært knyttet til hoffet, og han minder konstant Xerxes om grækernes ugerninger: ”og han talte ustandseligt om athenienserne: ”Herre Konge! Athenienserne har gjort perserne stor uret, og det er kun rimeligt, at de kommer til at bøde for det, de har gjort.” (7. bog, kap. 5) Mardonios argumenterer grundigt for sin sag: 1) Athenienserne har gjort perserne stor uret, og det er kun rimeligt, at de skal straffes for det (Hævnmotiv) 2) Xerxes vil vinde ry i hele verden, og dermed vil andre fjender afholde sig fra at angribe perserne. (hersker-/forsvarsmotiv) 3) Europa (Hellas) er et land med stor frugtbarhed (økonomisk motiv) 4) Ingen andre end storkongen bør herske i frugtbare områder (misundelsesmotiv).
Xerxes er klar over, at der er modstridende interesser blandt den ledende elite i Perserriget, og derfor samler han de mægtigste til en diskussion om den udenrigspolitiske retning. Hans egne argumenter for krig mod Hellas er: 1) Det er en skik at føre krig (traditionsmotiv) 2) Han vil ikke stå tilbage for sine forgængere (konkurrencemotiv) 3) Udvide persernes magt (imperialismemotiv) 4) Vinde ære (herskermotiv) 5) Vinde et frugtbart land (økonomisk motiv) 6) skaffe oprejsning og hævn (hævnmotiv) 7) Der vil være færre fjender, hvis man sejrer (forsvarsmotiv). Man ser tydeligt, hvordan Mardonios’ indflydelse har påvirket Xerxes’ egne holdninger.
I det følgende beskriver Xerxes, hvordan han har tænkt sig at angribe. Målet er at plyndre, nedbrænde og erobre Athen. Men han vil gerne høre de øvriges mening. Han viser sig som en velovervejet hersker, der ikke blot gennemtvinger sin egen vilje. Mardonios er ikke overraskende enig med Xerxes og tilføjer, at perserne i hvert fald ikke kan være bange for grækernes hær: ”Vi, der dog kender deres kamptaktik, deres spinkle ressourcer!” (7.bog, kap. 9) Det kan være et retorisk kneb fra Mardonios, da de jo netop er fortørnede over tidligere nederlag til grækerne. Mardonios hævder sig ved at sige, at han allerede har bekriget dem med succes tidligere. Til slut tilføjer Mardonios, at heldet følger den beslutsomme, og derfor bør Xerxes ikke tøve.
Dernæst taler Xerxes' farbroder, Artábanos, imod krigen. Det er tydeligvis Mardonios’ argumenter, han forsøger at modsige. 1) Grækerne er stridbare og netop ikke lette at bekrige. Vi har ført tabt… (Frygt/respekt for modstanderen)(2) Der er en risiko for at tabe hele riget. (Risikovurdering i forhold til en tabt krig) 3) Det er ikke en tvingende nødvendig krig.(Rationel vurdering baseret på behov) (4) Det er endnu ikke velovervejet, og man skal ikke forhaste sig, når man beslutter sig for at gå i krig. 5) Man må ikke have storhedsvanvid (hybris), for så kan man rammes af gudens vrede (nemesis): ”For guden holder alt det nede, der rager op.” (7.bog, kap. 10) Artabanos er så sikker i sin sag, at han sætter sit eget og sine børns liv på spil, hvis han måtte tage fejl, og han opfordrer Mardonios til at gøre den samme indsats.
Xerxes reaktion på debatten
Xerxes reaktion falder godt i tråd med Artabanos’ sidste argument. "Artabanos er en kujon", og i øvrigt vil det være vanærende for Xerxes, hvis han ikke sætter sig i respekt over for grækerne. Han tilføjer, at fred ikke er en løsning. Hvis perserne ikke angriber, angriber athenerne, og den, der først blev udfordret, bør tage det første skridt.
I de følgende kapitler skifter såvel Xerxes som Artabanos mening på grund af forskellige drømme, der hjemsøger dem. Men det endelige udfald bliver allligevel… krig. Kapitel 131-143 omhandler parternes forberedelser.
Herodots 7. bog, kapitel 131-143
Grækernes forberedelser mod invasionen.
Perserne anmoder om "jord og vand" (Et tegn på underkastelse)
Flere græske bystater tilslutter sig perserne og giver dem ”jord og vand”, hvilket er et tegn på underkastelse. De øvrige bystater læggerne forræderne for had og sværger, at de senere vil blive straffet for deres valg. Xerxes sender ikke herolder til Athen og Sparta. Det har han gjort tidligere, hvor herolderne blev dræbt.
Selv i antikken har man love for krigsførelse. En universel lov, der stadig gælder, er, at man aldrig dræber budbringeren. Det er en hån mod guderne, da man anser reglerne for guddommelige. Gæstfrihed viser respekt for Zeus, der værner om denne tradition. Herodot overvejer et kort øjeblik konsekvenserne: ”Hvad for ubehageligheder, der ramte athenienserne til gengæld for det, de havde gjort med herolderne, kan jeg ikke sige, med mindre det skulle være, at deres land og by blev hærget. Men det tror jeg ikke skete af den grund.” (Bog7, kap.133) Herodot søger ofte forklaringer i troen og myterne. Han nævner ofte skæbnen som altafgørende for udfaldet af en begivenhed. Han fremhæver overmodige handlinger, der nødvendigvis må straffes af guderne med modstanderen som redskab. Når Herodot nævner Athens skæbne på forhånd, skyldes det måske, at han ikke vil sidestilles med samtidens historiefortællere. Han er historiker, der dokumenterer og forklarer fortidens begivenheder. Nogle historikere udråber Herodot som løgnens mere end historiens fader, men på Herodots tid var tro, myte, guder og skæbne ikke løgn. Spartanerne bliver straffet for drabet på herolderne: ”Efter den tid fik spartanerne nemlig i lange tider dårlige varsler, når de ofrede til guderne.” (7.bog, kap.134)
Athenernes betydning for krigens udfald
Inddragelse af "kontrafaktisk metode" i historievidenskab er en moderne tendens fra 1800-tallet. Man forsøger at diskutere sig frem til, hvad der ville være sket, hvis en reel historisk begivenhed ikke var indtruffet. Det åbner for nye perspektiver på begivenhedens betydning og konsekvenser. Herodot anvender den kontrafaktiske tankegang, når han skriver: ”Hvis athenisenserne var blevet grebet af frygt for den fare, der nærmede sig, og havde opgivet deres land, ville ikke én have forsøgt at sætte sig til modværge på havet imod kongen. Hvis nu ingen havde gjort modstand mod kongen på havet, ville følgende være hændt til lands: ... ” (bog 7, kap.139). En stærk persisk flåde ville have gjort det umuligt for grækerne at forskanse sig på Peloponnes. Derfor udråber Herodot athenerne til at være grækernes redningsmænd: ”...næst efter guderne var det dem, der slog perserkongen tilbage.” (Bog7, kap.139).
Athenerne spørger Apollons orakel i Delfi til råds om krigen: Svaret er, at Athen vil gå til grunde. Da athenerne ikke er tilfredse med svaret, beder de om et nyt: ”Zeus på Olympen skal aldrig formildes af Pallas Athene, selv om hun bruger sin kløgt og trygler og beder sin fader.” (Oversat: skæbnen (Zeus) vil ske fyldest og Athen (Athene) vil lide nederlag, men…) ”Zeus fra Olympen dog skænker sin datter en gave: Muren af træ, der alene kan frelse dig selv og dit afkom.” (7.bog, kap. 141) Muren af træ er Athens flåde, der vinder et afgørende slag ved Salamis, tæt på Athen. Dette slag forhindrer perserne i definitivt at erobre Grækenland, da deres flåde er ødelagt.
Herodots 7. Bog, kapitel 184-190, 201-225
De første sammenstød og slaget ved Thermopylai
Mønstringen
Ifølge Herodot får Xerxes samlet en hær på lidt over 2,5 millioner soldater samt et tilsvarende antal anden personel. ”Derfor er det i mine øjne ikke mærkeligt, at nogle floders vand slap op; jeg undrer mig mere over, hvordan der kunne skaffes levnedsmidler til alle disse myriader af mænd.” (7. bog, kap. 187). Herodot stiller sig kritisk til sine fakta, men afviser dem ikke. Han fortæller ikke, hvor han har sine tal fra, men skelner mellem præcise tal om Asiens bidrag og skønsmæssige tal om Europas’ bidrag: ”Men til dette samlede tal bør så lægges tallet på de styrker, som Xerxes udskrev i Europa, og på dette punkt må jeg nøjes med et skøn.” (7.bog, kap. 185)
Slagets udvikling og persernes problemer
Herodot forklarer årsagerne til krigens udvikling:
A) Religiøse forklaringer: Den persiske flåde kaster anker ved kysten af Magnesia, og her overraskes den af den hellespontiske storm, der knuser et stort antal af skibene: ”Det var en storm, som ingen kom helskindet igennem.” (7.bog, kap. 188). Athenerne ofrer til Boreas (Vindgud), da de mærker, at en storm er på vej: ”Om det nu var af denne grund, at Boreas kastede sig over barbarerne, medens de lå for anker, det ved jeg ikke sikkert, men ialfald siger athenienserne, at Boreas både har hjulpet dem før, og at det også var ham, der viste sig ved denne lejlighed.” (7. bog, kap. 189) Herodot anslår tabstallet til ca. 400 skibe, utallige menneskeliv og en mængde værdisager.
Spartanerne er forhindret i at sende en større styrke på grund af Karneiafesten. Under denne religiøse festlighed er det forbudt at drage i krig: ”Det var deres hensigt, såsnart Karneiafesten var overstået, - den kom nemlig netop nu og hindrede dem i at rykke ud, - straks at ile til undsætning med hele deres styrke…” (7.bog, kap.206).
B) Slægtsrelaterede forklaringer: Herodot fremhæver særligt en græker på grund af hans slægt. Spartanernes general Leonidas kan føre sin slægt tilbage til selveste Herakles: ”...den mest ansete og chef for hele hæren var lakedaimonieren Leonidas, søn af Anaxandrides, søn af Leon, søn af Eurykratides […] søn af Hyllos, søn af Herakles.” (Bog7, kap.205). Kort efter gør Herodot opmærksom på, at selv kong Xerxes er opmærksom på Herakles' indirekte tilstedeværelse: ”Allerede da han opholdt sig i Thessalien, havde han hørt, at der var samlet en lille styrke dér på stedet, og at det var spartanerne og Leonidas af Herakles’ æt, der havde ledelsen af den.” (7. bog, kap. 208).
C) Militærtaktiske begrundelser: Leonidas' valg af kampplads er årsagen til det overraskende langvarige slag: ”Xerxes lod fire dage gå og mente stadig, at hellenerne nok ville rømme passet. Men da de ikke forlod stedet, men blev der, som han syntes af pure overmod og tåbelighed, sendte han på den femte dag i fortønelse mederne og kissierne imod dem.” Mange persere dør den dag, og til slut kan Herodot konstatere: ”Vel var perserne mange mennesker, men kun få mænd.” (7.bog, kap.210)
Xerxes sender sine mest erfarne krigere, de udødelige, afsted. Men selv elitesoldaterne må overgive sig: ”dels fordi de måtte slås i det snævre pas, hvor de ikke kunne gøre brug af deres talmæssige overlegenhed, dels fordi de brugte kortere lanser end hellenerne. Lakedaimonerne kæmpede berømmeligt og viste sig i det hele taget som erfarne krigere over for folk, der ikke forstod sig på at slås.” (7.bog, kap.211) Det er et noget andet scenarie end det, som Mardonios og kong Dareios forestillede sig inden krigen.
Indtil nu er det ikke lykkes perserne at bryde grækernes formationer. De har for alvor mødt modstand mod planerne om at erobre Athen og herske over Hellas. Herodot har forklaret, hvorfor grækerne kan holde stand på trods af deres talmæssige underlegenhed. I det følgende forklarer han, hvordan grækerne alligevel ender med at tabe slaget.
Årsagerne til det endelige udfald - persernes sejr.
D) Forræderi: Xerxes får underretning om en skjult sti, der fører bag om den græske hær. Herodot anklager to grækere for at kunne forråde deres egne. Efialtes og Onetes. Herodot vurderer sine kilder, og han ender med at konstatere: ”…det var Efialtes, der røbede vejen over bjerget, og derfor udpeger jeg ham som den skyldige.” (7.bog, kap.214)
Det kan have store konsekvenser for pårørende og efterkommere, når historikere anklager personer i deres værker. Et moderne eksempel på en historiker, der selv kom på anklagebænken er professor Bent Jensen. I en avisartikel anklager han journalisten Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent under den kolde krig. Journalisten Jørgen Dragsdahl anklager efterfølgende Bent Jensen for injurier, og han får medhold i 2010. Det vides ikke, om Herodot har haft lignende konfrontationer med Efialtes slægtninge.
E) Skæbnen: Inden Leonidas og de 300 spartanere drager i krig, spørger han det delfiske orakel om udfaldet. Oraklet svarer: ”Enten af persiske mænd vil den herlige by blive hærget, eller, hvis dette skal undgås, da må af Herakles’ stamme falde en konge i kamp til sorg for spartanernes rige.” (7.bog, kap.220). I krigens sidste dage sender Leonidas derfor alle andre hjem, hvorefter han selv tager opstilling med sine 300 spartanere.
F) Logiske begrundelser: Ved det endelige slag taber spartanerne på grund af persernes talmæssige overlegenhed, men naturligvis ikke uden at have kæmpet bravt: ”Men barbarerne overdængede dem med kasteskyts, idet nogle angreb dem forfra og rev forsvarsmuren ned, medens andre omringede dem fra alle sider.” (7. bog, kap.225).
Herodots årsagsforklaringer afslører en tendens. Alle forklaringer fremhæver grækernes kvaliteter og udstiller persernes svagheder. Nederlaget skyldes enten en enkelt mands bedrageri, skæbnen eller det uretfærdige og ekstreme misforhold mellem hærenes størrelse.
En afslutning
Grækerne forskanser sig på Peloponnes og forbereder her et stormangreb på perserne, der er marcheret helt til Athen. Det lykkes aldrig for perserne at få overtaget på havet på grund af athenernes stærke flåde. Derfor kan de grækere, der er forsamlet bag murene ved Isthmen trænge den hårdt medtagne persiske hær på flugt i år 479 f.v.t. Ved Platæ står det endelige slag, hvor perserne lider et afgørende nederlag.
Sparta bliver altså skånet for persernes hærgen, præcis som oraklet forudsagde det.
