METODE
METODE
Som studerende lærer du at se på verden med nye briller. Man kunne kalde dem metodebriller, for det er din tilgang til verden, der udgør din forståelse. Metode repræsenterer netop tilgang, og det er måske det mest interessante ved at studere. Det handler nemlig om tænkemåde og mindre om indhold. Du lærer, at forholde dig kritisk på baggrund af en nuanceret analyse. - Analyse betyder blot at opdele i enkeltdele. Når du har set på enkeltdelene, hver for sig, giver det fulde billede mere mening. - Det er det, jeg har forsøgt at illustrere med puslespils-billedet over artiklen.
Metode handler om måden, man griber et fag an på, eller måden man går til faget på. Metode er derfor synonym med henholdsvis "angreb" og "tilgang". Valget af metode har betydning for undersøgelsens udkomme, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken metode man vælger. Forskellige fag har forskellige metoder, og metoderne adskiller sig mest på tværs af fakulteterne: Naturvidenskab, Humaniora og Samfundsvidenskab. Men det betyder ikke, at forskellige fag indenfor samme fakultet følger samme metode, det gør de langt fra, men det er plausibelt, at humanistiske fag inddrager hinandens metoder, da genstandsfeltet stort set er identisk indenfor hvert fakultet. Det er nemlig materialet, der bestemmer valget af metode. Det giver sjældent mening at lave en skulpturanalyse på et drama af Sofokles.
Hvert fag har således deres primære tilgange eller metoder, og derfor siger man, at fagene låner hinandens metoder. Problemet er naturligvis, at denne tankegang er en konstruktion. Ingen fag har patent på en bestemt metode, men der er metoder, der passer bedre med fagets genstandsfelt end andre. Når man gerne vil definere metoderne som tilhørende et fag skyldes det muligvis uddannelsessystemet. Det er vigtigt at legitimere fagudbuddet, og det gøres i høj grad ud fra forskelligheden af fagenes metodevalg. Fagenes udøvere, eksempelvis oldtidskundskabslærere, har indset dette, og kæmper en indædt kamp for at markere sig og skille sig ud som et fag, der kan noget bestemt - for hvis man ikke er i stand til dette risikerer faget at blive lagt sammen med et andet fag, eksempelvis historie.
Oldtidskundskab har litteratur og kunst som genstandsfelt, og derfor er enhver form for tekstanalyse potentielt anvendelig, og det samme gælder for billedkunst- og arkitekturanalyse. Formålet med en metode vil altid være at afdække betydning i en eller anden forstand, og i oldtidskundskab søger man en mening med henholdsvis den enkelte tekst og det enkelte kunstværk. De forskellige metoder, jeg opregner herunder, er derfor ikke oldtidskundskabs metoder. Det er metoder, som fagets udøvere har fundet relevante i forhold til at forstå fagets genstandsfelt med. - Så kan man sige, at enkelte metoder måske netop er udsprunget af fagets udøvere, men det giver ikke patent eller ejerskab til metoden.
"Vejledning til læreplanen" om fagets metoder
Af tidligere fagkonsulent Susanne Høeg.
Hermeneutik
Tekstanalyse med udgangspunkt i en nuanceret indsigt i antik verdensforståelse og menneskesyn. Idéen er, at ethvert kunstnerisk udtryk er et produkt af sin tid, og skal forstås som sådan.
Susanne Høeg (Vejledning til læreplan): "Men tekstens mening etableres ikke kun ved hjælp af ordbog og grammatik. Den analyseres - også når der arbejdes med oversatte tekster - med udgangspunkt i kontekst, forfatter, genre, retorik, samtidens historie, filosofi, samfundsforhold, politik, religiøse fore-stillinger, kønsroller etc., etc.. Dette metodiske arbejde er den hermeneutiske cirkel i fuld udfoldelse."
Høegs beskrivelse svarer til grundmodellen i Roman Jakobsons kommunikationsmodel (Se under "Andre metoder til Oldtidskundskab")
Diakron komparativ analyse (Perspektivering)
Forsøg på at etablere en sammenhæng mellem moderne udtryksformer og de antikke værdier samt værker, de bygger på og finder inspiration fra. Afdækning af de spor den antikke kultur har sat sig i senere tider.
Susanne Høeg (Vejledning til læreplan): "...enestående for de klassiske fag. Det er den gentagne tilbagevenden til udgangspunktet i antikken ofte i markante frisættelsesperioder i den vestlige civilisation – som f.eks. renæssance og oplysningstid. (Renæssancehumanisterne vendte sig mod kilderne "ad fontes", bibliotekerne hos oplysningstidens tænkere var for langt størsteparten klassikere.) De spor, de antikke forfattere har sat sig i Augustin, Shakespeare, Goethe, Freud, Marx, Popper, Karen Blixen, Paul Auster etc. etc., ligesom de gentagne barokker og klassicismer i billedkunst og arkitektur, og den stadige diskussion om de-mokrati som den mest ordentlige styreform – alt dette afspejler kulturens aftryk."
Autopsi (selvsyn)
Læsning af antikke tekser i oversættelse uden en tolkende instans imellem moderne læser og antik forfatter - bortset fra oversættelsen, der altid vil indeholde en vurdering fra oversætters side.
I forhold til kunsten er det kun den fotografiske gengivelse, der ligger imellem den fulde autopsi.
Andre metoder
Susanne Høeg (Vejledning til læreplan): "...i tillæg hertil er der et meget stort antal metoder eller værktøjer til at løse op for tekstens mening. Det være sig tekstinterne metoder (f.eks. nøglebegreber i teksten) eller teksteksterne metoder (f.eks. en teori, der lægges ned over teksten). Mange af disse har deres udgangspunkt i den meget store mængde litteraturteori med tilhørende metoder til læsning af tekster, som det 20. årh. har leveret: Nykritik, marxistisk litteraturteori, narratologi, postmodernistisk-, feministisk-, freudiansk-, dekonstruktivistisk litteraturteori etc. etc. Disse mange forskellige tilgan-ge er alle anvendt også på klassiske tekster og har sat deres spor i litteraturen om klassikerne, og påvirket underviserne gennem deres studier og virke som lærere. Men et skoleridt i forskellige litteraturteorier og dertilhørende metoder kan ikke anbefales. Det gælder om at gebærde sig praktisk og fornuftigt. Enkle greb, der kan systematisere tekstens udsagn kan anbefales."
