Historie
Om Herodot
Herodot bliver født i Halikarnassos i Lilleasien i år 480 f.v.t. Han har derfor en naturlig interesse for området, og som 30-årig foretager han en række rejser rundt i Perserriget, Babylon og Ægypten. Han indsamler informationer til sit delvist antropologiske historieværk, og denne metode kan måske beskrives som autopsi, der betyder ”ved selvsyn”. Værkets røde tråd er den langvarige konflikt mellem grækere og persere, hvor sympatien ligger hos grækerne. Gennem værket sammenligner han igen og igen den civiliserede græker med den barbariske perser. Ca. 444 f.v.t. flytter han til den græske koloni Thurioi i Syditalien, hvor han dør i 420 f.v.t.
Historiesyn
Aktør vs. struktur
Historieskrivning er ikke en ”’eksakt videnskab’, der bygger på klart formulerede og almengyldige love” (lex.dk) Hvis to historikere gør rede for den samme historiske periode, er der forskel på deres fremstillinger. De til- og fravælger personer, begivenheder og kilder på baggrund af deres syn eller opfattelse af, hvad der driver den historiske udvikling. Der er flere forskellige former for historiesyn, men grundlæggende kan de underordnes to perspektiver: aktør vs. struktur: Udvikling skabes enten gennem personer og deres idéer eller gennem samfundsstrukturer og systemiske forestillinger om eksempelvis køn, race, magt og handel.
Herodot anlægger et aktørperspektiv. Det er magthaverne og deres skæbnesvangre beslutninger, der driver historien. Han skriver i sin indledning, at han vil: "bevare hvad mennesker har udrettet fra glemsel og udslettelse [såvel hellenere som barbarers bedrifter] det gælder ikke mindst årsagen til, at de kom i krig med hinanden". (I, indledning). Krigene beskrives udførligt, og Herodot kan derfor karakteriseres som en militær-historiker, der mener, at krige definerer historien: ”... jeg vil pege på den mand [Kroisos], om hvem jeg selv ved, at han var den første til at begå overgreb mod hellenerne..." Historikere lægger vægt på forskellige emner. Der er mange forskellige former for bindestregshistorie, der skyldes forskellige syn på historien: krigs-historie, social-historie, køns-historie og mange, mange flere.
Herodot er også kultur-historiker. Han forklarer handlinger med kulturelle forskelle. Et eksempel er lydernes ”særprægede” blufærdighed: "thi lyderne og iøvrigt de fleste andre barbarfolk anser det for en stor skam, selv for en mand, at blive set nøgen." (I, 10). Fremstillingen af perserkrigene tilføjes på den måde en anden dimension end den rent militærtaktiske. En årsag til denne parentesbemærkning kan være, at Herodot mener, kulturforskellene påvirker det anspændte forhold mellem hellenere og barbarer. Bemærkningerne fremstår nærmest som en form for faktabokse, ligesom moderne undervisningsbog ofte indeholder faktabokse, der uddyber hovedteksten. Herodots mange kulturelle kommentarer kaldes for distraktioner, fordi de er en afvigelse fra fortællingens røde tråd.
Endelig spiller religion en stor rolle. Guderne er flere steder afgørende for krigenes udfald. Det er ikke Homers antropomorfe gudeskikkelser, men guderne som eksponent for skæbnen. I fortællingen om kong Kroisos er hovedpersonens skæbne bestemt af hans forfader Gyges' handlinger. Kroisos rammes objektivt af sin forfaders subjektive hybris: "Men så meget sagde Pythia dog, at Herakliderne ville få hævn over Gyges' efterkommere i femte led." (I, 13) Gudernes vilje er en legitim årsagsforklaring for Herodot.
Metode
Fra mythos til logos
"Historie" er et græsk ord, der betyder undersøgelse. Det er ikke fiktion, men fakta. Herodot står midt i et paradigmeskifte i græsk kultur, hvor logos erstatter mythos som sandhedskilde. Erfaring, grundige undersøgelser og mistillid til det, mennesket ikke kan sanse, erstatter sagn, myter og overtro. Herodot vender sig mod logos, når han kan, men han inddrager mythos, hvis kilderne mangler. Han anvender også religiøse kilder, når de er tilpas overbevisende for den gudfrygtige græker, han er. Selvom han har svært ved at skelne klart, bliver han en vigtig overgangsfigur i paradigmeskiftet.
Herodot kommenterer sin egen fortælling og kilderne. Denne metakommunikation skal forsikre læseren om, at fortællingen er faktuelt korrekt. Læseren skal fornemme, at der er et menneske bag fortællingen, der grundigt har undersøgt, det der fortælles om: "Jeg ved dette, fordi jeg har hørt af folk i Delfi, at det gik sådan til." (I, 20).
Kildekritik
Historikere er sjældent vidner til de begivenheder, de skildrer, og de er derfor afhængige af kilder. Herodot er en af de første, der systematisk indsamler og anvender kildemateriale. Senere historikere har taget denne metode til sig, og derfor kaldes han for "Historiens fader". Thukydid er Herodots arvtager, og hans kildekritiske sans er mere nuanceret og ikke mindst logosbaseret. Derfor ser mange Thukydid som ”kildekritikkens fader”.
En historiker må udfylde de tomme huller, der findes mellem de anvendelige og relevante kilder. Herodot er mere kreativ og mindre tynget af sin samvittighed end Thukydid, hvilket også ses i værkernes underholdningsværdi. Den historieskrivning, der udelukkende baserer sig på tilgængelige fakta, kan blive en kedelig og fragmentarisk fremstilling. Der er ikke noget at sige til, at Herodot vælger at nå sine læsere med velvalgte fiktive fortælleteknikker.
Han anvender hovedsageligt mundtlige beretninger, der netop præsenteres med forbehold ved at afsenderen nævnes: "Hos perserne siger de historiekyndige..." (I, 1). Han har endda været opmærksom på betydningen af uafhængige kilder: "Han kom, efter hvad korinthierne beretter (og lesbierne er enige med dem) ud for en højst forunderlig tildragelse [...] Om denne Arion fortæller de..." (I, 23)
Der er også eksempler på skriftlige kilder: "Archilochos fra Paros, der levede på samme tid, har omtalt ham [Gyges] i et jambisk trimeter" - Det er muligt, at Herodot anvender kilden som levn, og pointerer dermed, at det ikke er personer, han selv opdigter.
