Tre eksempler paa moderne ting, der kan goere dig lykkelig

Historie

Herodot: Kong Kroisos

"Kroisos" (Herodots 1. bog, afsnit 6-94)

Fortællingen om Kong Kroisos er et uddrag af Herodots samlede historie, og uddraget kan inddeles på flere måder. Denne gennemgang omhandler følgende passager:

1. del: (6-14), (29-56) Optakt til krigen
2. del: (71-92) Krigen og dens udald
Udeladt del: [(15-28) Gyges' (1. led) efterkommere: Ardys (2. led), Sadyattes (3. led), Alyattes (4. led)]
Udeladt del: [(57-70) Kroisos søger allierede i Grækenland.]

Indledning

Herodot skriver om perserkrigene, der udkæmpes over en 50-årig periode, hvor årene mellem 499-478 f.v.t. er de mest intense. Sardes' konge, Kroisos levede i perioden inden krigene. Når den fortælling er blevet en af de mest læste basistekster i gymnasiet, skyldes det måske, at den giver et godt indtryk af den tidligste antikke historieskrivning. Hans kilder består overvejende af menneskers beretninger og erindringer. Myter inddrages ofte, hvor den menneskelige erindring eller erfaring mangler. Det er logos før mythos, men det er ikke en afvisning af mythos. I lange passager beskriver han den natur, kultur og samfundsindretning, han møder. Herodot tilfredsstiller sine læseres fascination af det fremmede, og samtidig fremhæver han indirekte den græske kultur som overlegen. Han stammer selv fra den græske koloni Halikarnassos i det sydvestlige Lilleasien.

Herodots grundlæggende problemstilling er: Hvad er "årsagen til, at de kom i krig med hinanden?"(1.bog, afsnit 1) - Han taler naturligvis om Hellenerne (grækerne) og Barbarerne (nedsættende om perserne). Herodots historieværk bygger på en hypotese om, at perserkrigene er kulminationen på en langvarig konflikt, og han begynder derfor med stridens udgangspunkt: "Denne Kroisos var den første af de barbarer, vi kender, som undertvang en del af hellenerne, så de måtte betale skat..." (1. bog, afsnit 6) Herodot ser derfor Kroisos som den egentlige "stridens ophav". De begivenheder finder sted omkring år 560 fvt., kort tid efter Kroisos kommer til magten.

Kroisos I: Optakten til krigen

Bog 1 (Kleio), Afsnit 6-14, (udeladt: 15-27: om Alyattes) 28-56

(6-14) Kandaules (Herakliderne) og Gyges (Mermnaderne) (ca. 700 fvt.)
1. Kong Kandaules forsøger at narre sin hustru. Han ønsker, at tjeneren Gyges skal se sin dronning nøgen, fordi han mener: "at han var gift med jordens skønneste kvinde" (1. bog, afsnit 8). Gyges afviser forslaget, men overtales. Dronningen opdager sin mands bedrag og hævner sig med Gyges som redskab. Hun giver nu Gyges valget mellem at dræbe sig selv eller sin konge. Gyges dræber kong Kandaules og overtager tronen. Drabet kan være et udtryk for hybris, da Gyges ikke har ret til at dræbe sin herre, og samtidig stræber efter en magt, han ikke er berettiget til. (Se også 1. bog, afsnit 91)
2. Herodot beskriver, hvordan det er en skam for en perser at blive set nøgen, og den holdning afviger fra grækernes udprægede liberale holdning til nøgenhed.
3. Lyderne er i oprør efter Gyges' magtovertagelse. Slægterne strides, og derfor søger man svar hos det delfiske orakel: "Bør Gyges have magten?" - Oraklet svarer "ja", men: "Så meget sagde Pythia [det delfiske orakel] dog, at Herakliderne ville få hævn over Gyges' efterkommere (Mermnaderne) i femte led." Kong Kroisos er Gyges' efterkommer i 5. led.
4. Afsnit 14 slutter med: ”Således gik det til…”. Herodot tillægger orakelsvaret stor betydning for Kroisos skæbne. Kongen indleder striden mellem hellenere og barbarer ved at undertvinge sig de hellenske byer i Lilleasien.

Fem slægtsled senere

(En generation er traditionelt 30 år)

(29-33) Grækeren Solon på besøg hos Kroisos (Et sted mellem 560-545 fvt.).
1. Fortællingen udstiller Kroisos' uvidenhed og materialistiske magtbegær. Han sammenligner barbarernes uvidenhed med hellenernes vid ved hjælp af persongalleriet. Herodot "forlængeer" den vise græker Solons liv og placerer ham som gæst hos Kroisos. Det er en anakronisme, da Solon dør i år 560 f.v.t., hvor Kroisos kommer til magten. Som en af "de syv vise" har Solons medvirken en god propagandafunktion. Grækerne kan være stolte over deres landsmænd modsat Lyderne (barbarerne).
2. Kroisos og Solon diskuterer begrebet lykke, og Kroisos mener, at han er verdens lykkeligste mand. Han dokumenterer sin påstand ved at føre Solon gennem alle sine skatkamre. Solon tager slet ikke stilling til Kroisos' lykke, men anfører en række andre personer, som de lykkeligste. Solon påpeger, at en persons lykke først kan afgøres, når personen dør. - Det er en klassisk græsk opfattelse, som Herodot også skriver ind i sin indledning: "Thi de som fordum var store, er nu i de fleste tilfælde blevet små, og de der var store i min tid, var forhen små. Da jeg altså ved, at den menneskelige lykke ikke i nogen henseende er bestandig, vil jeg omtale begge slags [små og store byer] lige meget." (1. bog, afsnit 5)
3. Herodot vil vise forskellen mellem persernes og grækernes opfattelse af, hvordan man opnår lykke. - Herodot er ikke den eneste græker, der udstiller barbarernes forkærlighed for materielle goder og kropsudsmykning. Det står i kontrast til det græske skønhedsideal, "kalos-k(ai)-agathos": stærk, fysisk fremtoning (kalos: smuk) - (kai: og) - indre skønhed (agathos: god).
4. Herodot forklarer, hvorfor Kroisos' søn, Atys, dør ung: "Kort efter, at Solon var rejst, blev Kroisos ramt af en hård tugtelse fra guden, efter alt at dømme fordi han anså sig selv for at være det lykkeligste af alle mennesker." (1. bog, afsnit 34).
(34-45) Kroisos’ drøm om sønnen Atys’ skæbne.
1. Kroisos udfordrer et drømmesyn fra en gud. I drømmen får Kroisos indsigt i sin søns død. Han skal dræbes af et spyd. - Dette forsøger Kroisos at undgå, ved at holde ham inden døre og fjerne alle våben. Kroisos begår hybris, idet han aktivt modsætter sig gudens vilje.
2. Kroisos' bestræbelser har ingen effekt, og drømmesynet går i opfyldelse. Atys finder det skamfuldt for en mand at forholde sig passiv. Han vil på jagt, og han overbeviser sin far om, at vildsvin ikke kan kaste med spyd, og derfor tør Kroisos godt lade ham deltage. Kroisos beder Adrastos passe godt på sønnen, men netop da Adrastos skal kaste sit spyd mod vildsvinet, forfejler han kastet og dræber Atys.
3. Adrastos er en flygtning, som Kroisos gæstfrit har taget imod, da han uforvarende har dræbt sin egen bror. Kroisos tilgiver Adrastos drabet på Atys, men skammen er for stor for Adrastos, der begår selvmord.
(46-56) Kroisos' (lyder) frygt for naboen Kyros (Meder).
1. Kroisos er i tvivl, om han skal konfrontere nabolandet Medien. Medernes magt vokser støt, og Kroisos søger derfor svar hos oraklet i Delfi: "Skal jeg gå i krig?" Det berømte orakelsvar fortalte ham, at "hvis han drog i krig med perserne, ville han bringe et stort rige til fald." (1. bog, afsnit 53)
2. I sin fejlagtige selvsikkerhed og tro på egen kraft misforstår han orakelsvaret. Kroisos er forblindet af magtbegær, og han indleder kampagnen.

Kroisos II: Krigen og dens udfald

Bog 1 (Kleio), Afsnit 71-92

(71-75) Årsager til Kroisos' felttog.
1. Lyderen Sandanis fraråder Kroisos at gå i krig: "Sæt nu du sejrer, hvad vil du så tage fra dem, når de ingenting ejer, eller i modsat fald, hvis du taber, så tænk på, hvor meget godt du sætter over styr" (1. Bog, afsnit 71)
2. Herodot forklarer Kroisos' afvisning af Sandanis' råd. "Han var grebet af begær efter at erhverve mere land." Desuden "stolede han på orakelsvaret", og endelig ville han "hævne sig på Kyros på vegne af Astyages." (1. Bog, afsnit 73) Astyages er Kroisos' svoger, da han er gift med Kroisos søster pga. en tidligere indgået fredspagt mellem lydere og medere. Kyros tog magten fra Astyages, sin egen morfader.
(76-85) Krigens forløb.
1. Kroisos møder Kyros' hær ved Pteria, og de to hære støder sammen i et stort slag, der ender uden vinder. Såvel Kroisos som Kyros trækker sig tilbage.
2. I letsindigt overmod opløser Kroisos sin hær i Sardes, da han ikke mener, Kyros tør angribe ham så kort tid efter slaget. Alligevel er det netop, hvad Kyros gør.
3. Kroisos sender sit kavalleri mod Kyros, men han har medbragt kameler, som heste ikke bryder sig om, og derfor vinder Kyros det første slag foran kongeborgen i Sardes.
4. Kroisos er herefter belejret i 14 dage, og hans forsøg på at tilkalde allieret hjælp slår fejl, da de er optaget af egne konflikter.
5. Kroisos' mur er magisk beskyttet, fordi en løveunge engang blev båret rundt om muren, men klipper forhindrede passage et enkelt sted ved muren, og der kunne mederne trænge ind. Sardes falder til mederne, og Kyros tager Kroisos til fange.
(86-92) Kroisos' skæbne.
1. Kroisos dømmes til at brændes på et bål for sine forbrydelser. Midt i flammerne indser han, at Solon havde ret. Det er ikke muligt at dømme et menneske lykkeligt før døden. Han erkender sin uvidenhed og påkalder Solon. Kyros forundres over denne særegne scene, og beordrer bålet slukket, men da er det for sent. Kroisos beder en sidste bøn til Apollon, der lader det regne, så flammerne slukkes. Kyros bliver klar over, at Kroisos i grunden er en kløgtig mand: "Kyros løste ham af lænkerne og gav ham plads ved sin side og viste ham stor agtelse." (I, 88)
2. Kroisos forstår ikke, at han måtte lide nederlag i krigen. Et nyt orakelsvar fra Apollon belærer ham om hans letsindige tolkning i forhold til det første orakelsvar: "Da han ikke har forstået det, der blev sagt, og ikke har spurgt igen, må han betragte sig selv som den skyldige." (I, 91) Apollon påpeger, at Kroisos burde have spurgt oraklet igen, hvis han var i tvivl.
3. Kroisos har bødet for, hvad hans forfader i femte led har bedrevet. Det blev spået, at Herakliderne ville få hævn over Gyges efterkommere, og det fik de ved, at Kroisos mistede sin magt til mederne.