Historiens muse, malet af Vermeer 1668

LITTERATUR

HISTORIE

Antikkens grækere var dygtige til at skabe og fastholde kollektiv erindring. Det skete gennem fortællinger. Grækerne fortalte ofte mindre fortællinger af store sagncyklusser. De såkaldte episke sagncyklusser. Denne tradition fastholdt idéen om grækerne som et folkefærd med fælles rod, for fortællingerne handlede tit om de store heroer, der skabte de græske civiliserede samfund. Byerne havde op til flere heroer tilknyttet som en slags beskyttende helgener - herokulterne. Alle disse fortællinger, der blev fortalt indtil ca. 500 fvt. havde rod i mytologien og en forestillet glorværdig fortid, man har kaldt den heroiske tidsalder.

Med de første historikere kom der for alvor en skelnen mellem mythos og logos (virkelighedsforståelse/erkendelse baseret på sagn og mytologi overfor en virkelighedsforståelse/erkendelse baseret på rationel tankegang og en videnskabelig metode). Når der kom fokus på dette, skyldes det historikernes fokusering på fakta og et oprigtigt ønske om at præsentere historien baseret på faktuelle oplysninger. Problemet for historikeren vil dog altid være fraværet af det objekt, man studerer. Derfor må man ty til tegntolkning, eller det som historikerne kalder kilder. I det øjeblik, man begyndte på denne tankegang i forhold til at forklare fortidens sammenhæng - og dermed nutidens, - så indledte man en bevægelse fra mythos til logos.

Herodot (485-425 fvt.) er den historiker, med en stor overleveret tekstproduktion, der er ældst. Derfor har man tituleret ham med den tvivlsomme betegnelse: "Historiens Fader". Når den er tvivlsom, skyldes det, at det vel er "historiefaget" og ikke "historien", han er ophav til. Endelig vil mange hævde, at det kræver en mere systematisk og kritisk omgang med sine kilder, end den Herodot praktiserede. Det krav opfylder den anden berømte græske historiker, Thukydid (460-400 fvt.), bedre. Derfor angiver flere også Thukydid til at være om ikke "Historiens fader" - den titel er taget - så kildekritikkens fader. Hvor Herodot primært beskæftiger sig med perserkrigene ((499-478)-449 fvt.), så skriver Thukydid om den græske borgerkrig. Den kaldes for den Peloponnesiske krig, hvor en alliance ledet af Sparta bekrigede en alliance ledet af Athen. Den falder i perioder inden for årene 432-404 fvt. En tredje berømt historiker er Xenophon (425-354 fvt.), men udover historieproduktionen har han også en filosofiproduktion.

Når historieskrivningen, som vi definerer den i dag, tilsyneladende er opstået i det antikke Grækenland, så bør en del af emnet Historie i Oldtidskundskab handle om dette. Der er mulighed for at diskutere forskellen på historieskrivning og historiefortælling, hvis der er én, og der mulighed for at diskutere historiefagets kernemetode, kildekritik. Endelig er det naturligvis interessant at se på Grækenlands historie i sig selv,og her er historieskrivningen naturligvis en central kilde. Det er i den forbindelse, man må koble "samfund" på som emne. Da de fleste historieskildringer handler om samfund, styre og indretning.