Platon - Ideen menneske

FILOSOFI

OM PLATON

Platon (427-347 f.v.t.)

Platon levede sin ungdom i byen Athen, der var præget af borgerkrig. Den peloponnesiske krig mellem to græskealliancer, Det Peloponnesiske Forbund ledet af Sparta og Det Deliske Søforbund ledet af Athen, rasede med varierende styrke fra 432-404. Platon blev født i 427 af velstående forældre på såvel fædrende som mødrende side. Platons stedfar hed Pyrílampes. Han var demokrat og ven med Athens ledende politiker og general Perikles. - Perikles døde af den pest, der ramte Athen tidligt i krigens forløb. Platons familie blev splittet under krigen, da to af hans onkler, Crítias og Chármides, blev valgt til dén oligarkiske gruppe, der skulle lede Athen efter krigen. Krigens sejrherrer, det oligarkisk styrede Sparta, dikterede Athens skæbne, og gruppen, man senere kaldte for De tredive tyranner, skulle erstatte det athenske folkestyre med fåmandsvælde. Et år senere, 403 fvt., blev tyrannerne styrtet og demokratiet genindført. Det fik dog aldrig den samme skikkelse som før krigens udbrud.

Familiens engagement medførte en tidlig politisk interesse hos den unge Platon, men onklernes deltagelse i et rædselsregime samt en meget berømt retssag fik Platon på andre tanker. Platons nære ven, filosoffen Sokrates, blev dømt til henrettelse på falske eller i bedste fald absurde anklager. Sokrates samtalede på agora (byens torv) med dem, der ville, og hans kritikere anklagede ham derfor for at fordærve ungdommen. Det var hovedsageligt ungdommen, der søgte ham. Desuden skulle sokrates have ytret sig om en dæmon, han ofte lyttede til, og derfor anklagede man ham ovenikøbet for at tro på andre guder end de af staten anerkendte. Det er ingen hemmelighed, at sokrates ikke var begejstret for demokratiet, og derfor har flere anset ham for en såkaldt farlig mand. Kritikerne fik Sokrates dømt i 399, hvilket Platon fandt yderst uretfærdigt, og han dedikerede herefter sit liv til et forsvar for den afdøde Sokrates' sag og for dennes filosofi. Det er dog vanskelligt at fastslå, hvilke dele af Platons skrifter, der kan henregnes til Sokrates' egne tanker, da man ikke har overleverede kilder af Sokrates. Platon har gengivet retssagen, som han så den, i skriftet "Apologien", der som en undtagelse ikke er forfattet som en dialog, men som en retstale med indlagte kommentarer fra modstanderne. Platon nøjedes derfor med at forholde sig teoretisk til politik, og han forsøger at leve sine idéer ud med byen Syrakus som et slags eksperiment. - Det lykkedes dog aldrig for Platon at skabe et samfund baseret på filosofiske principper.

I 385 fvt. grundlægger Platon en skole, Akademiet. Det kommer til at danne udgangspunkt for flere forskellige "forskningsgrupper" og "undervisningsmiljøer" frem til Romerrigets fald ca 500 evt.

Litterær metode

Platon har været inspireret af Sokrates. Vores problem er blot, at vi primært kender Sokrates gennem Platon, men også historikeren/filosoffen Xenofon anvender Sokrates i sine skrifter. Men inspirationen til trods, så har Platon adskilt sig fra Sokrates på mindst tre punkter:

Platons værker er Dialoger med Sokrates som den ledende samtalepartner. Platon deltager ikke selv i persongalleriet, og dermed afmonterer han sig selv fra de argumenter, der fremsættes. I den henseende er han unik, fordi filosoffer oftest præsenterer deres idéer som deres egne. Derved må læseren selv tage stilling til, om hun vil acceptere den fremsatte filosofi. – Platon vil ikke (eksplicit) påføre læseren en mening ”udefra”. Læseren skal selv erkende. Denne metode bygger på en bestemt epistemologisk holdning. Platon mente, at erkendelse skabes indefra af personen selv. Det forstærkes med den sokratiske spørgeteknik. Man kan kalde den dialektik i en forstand, men Platon lader sokrates definere den som jordemodermetoden eller "maieutik". Viden er som barnet, der skal fødes. Sokrates er som jordemoderen, der hjælper barnet til verden - gennem spørgsmål. Platon forsøger derfor at stimulere erkendelsesprocessen, men han dikterer ikke viden. Dette går derfor igen på to planer. 1) Mellem forfatter og læser, men også 2) i selve dialogen mellem de samtalende personer.

Metoden medfører, at Platon er vanskelig at definere såvel som person som filosof. Et antal breve er efterhånden fastslået som ægte, og deraf har man forsøgt at konstruere en historisk baggrund. – Men brevgenren er muligvis også primært fiktiv, og derfor kan de ikke for alvor tages for pålydende. Man bliver nødt til at se på det samlede forfatterskab uafhængigt af ophavssituationen.

Forfatterskab

Dialogerne er ofte meget forskellige, og fortolkningsmæssigt meget åbne. En diskussion handler om, hvorvidt Platons filosofi er et sæt doktriner/læresætninger, – eller om der er tale om kontinuerlig debat og argumentation? Det er vanskelligt at afgøre, da dialogerne peger i forskellige retninger. Debat og argumentation findes i dialogen "Theaitetus". Det er i det skrift, Sokrates ligner sig selv med en jordemoder. Doktrintanken findes særligt i de dialoger, der indeholder læresætninger, der kan sammensættes til det, man benævner platonisme eller baggrunden for det, man kalder nyplatonismen.

Der er overleveret omkring 25 samlede værker... Forfatterskabet kan inddeles i 3 grupper, hvor Sokrates som person inddrages forskelligt. De kan også inddeles i ungdoms-, manddoms- og sendialogerne:

Dialogernes komposition:

Der findes ikke en bestemt tilgang til Platons filosofi. Hans dialoger åbner selv op for endeløse diskussioner, og på den måde ønsker han at sætte sin læser i en slags kaostilstand, aporia. Det sker som parallel til den gradvise erkendelse, som Sokrates' samtalepartner oplever. Denne fremgangsmåde falder i tre tempi:

Denne indgangsvinkel kendetegner de fleste af Platons skrifter. Man kunne anføre, at der ikke er noget specielt ved det, men hvis man ser på det moderne menneske, så er det de færreste, der tør glide ind i en tilstand af APORIA og derved problematisere egne holdninger. Aporiatilstanden er mangel på kontrol, og det bryder mennesket sig generelt ikke om, men ifølge Platon er det netop denne tilstand, der genererer indsigt og ny viden. Man skal ikke nødvendigvis forkaste sin første antagelse, men eventuelt nuancere den. I mange dialoger når Sokrates og samtalepartneren ikke frem til 'episteme', hvilket betyder, at de sidder fast i aporiatilstanden. De dialoger kaldes for aporetiske dialoger.

To smaa maend laegger puslespilsbrikker sammen

Hovedtemaer

Grundlæggende beskæftiger Platon sig med 3 hovedtemaer: En grundtanke, som Platon deler med sin samtids grækere, er, at mennesket altid vil søge lykken, selvom de færreste - før filosofisk refleksion – ved, hvad det er.