Vasemaleri - Kvindelig aulosspiller af Niciasmaleren, ca. 420 bc

LITTERATUR

EPOS

Epos anvendes traditionelt om en bestemt genre, og vi er tilbøjelige til at tænke på de storslåede græske værker Odysséen og Iliaden, der formodes at være skrevet af Homer. Det er dog langt fra kun disse værker, der repræsenterer genren. I sin klassikerudgivelse om "Epos" skriver Lene Andersen: "Den opfattelse, der er lagt til grund i det følgende, er, at et værk for at kunne kaldes epos som en minimumsbestemmelse skal være på vers, og det skal være fortællende." Andersen diskuterer forinden om der skal et bestemt metrum til, for at en tekst kan betegnes som epos. Hun tænker naturligvis på det daktyliske heksameter, som de homeriske værker er skrevet i. Det gør hun, fordi den tradition dannede skole, men på et tidspunkt eksperimenterede forfattere med andre versformer, og dem vil vi stadig kalde for epos: "Man kan blot tænke på det mesopotamiske digt Gilgamesh [...] eller på John Miltons Paradise Lost, som ingen vel vil frakende betegnelsen epos." Her kommer Lene Andersen uforvarende til at anvende epos-betegnelsen som man traditionelt gør som en slags adjektiv, der forstærker et udtryk. Hvis noget er episk er det storslået, og Lene Andersen mener, at de værker, hun nævner, er storslåede. Vi sidder derfor tilbage med følgende genrebetegnelse: episk tekst på vers, der i en eller anden forstand er storslået.

Minna skafte Jensen har givet en lignende definition i "Lyre og Bog". hun betegner epos som episk poesi, og her mener hun fortællende tekst på vers, da hun opfatter poesi som forskelligt fra prosa.

Lene Andersen finder selv sin definition lidt for bred, og derfor peger hun på en række karakteristika ved de tekster, man traditionelt har betegnet som eposer.

På de følgende sider kan du læse om nogle af de mest berømte antikke eposer.